Loading...
Sydsiden 2018-01-15T19:15:37+00:00

HVAD ER PROBLEMET?

Enhver, der er kommet på Brøndby Stadion, har bemærket de farverige fans på Sydsiden. Omkring det store hul i midten af tribunen danner disse fans centrum for den suverænt bedste opbakning på et fodboldstadion herhjemme.

Hullet i midten har dog længe begrænset pladsen i midten af tribunen, hvorfor capoerne har skullet vælge mellem udsyn til tribunen eller nærhed til stemningskernen.

Med andre ord udgør hullet en udfordring, når det gælder udbredelsen af stemningen til hele Sydsiden, da hullet spærrer for den ideelle placering for blandt andet capoer og trommer.

Brøndby-fans har derfor længe ønsket at få ombygget midten af tribunen for at optimere forholdene for den gode stemning – og nu er denne ombygning tæt på at kunne blive en realitet!

SYDSIDEN I DAG

SYDSIDEN EFTER OMBYGNINGEN

HVAD ER LØSNINGEN?

Via samarbejde mellem klubbens SLO’er, officielle fanklubber og uofficielle grupper samt klubbens tilknyttede arkitekter er der nu fundet frem til en løsning, der vil forbedre hovedparten af de udfordringer, som hullet giver.

Da hullet er en adgangsvej, vil det ikke være muligt at lukke det fuldstændigt. Det skal stadigvæk være muligt at tilgå bod-arealet under tribunen via denne gennemgang.

Løsningen er derfor at bygge ekstra tribunetrin fra den nuværende kant og ned i en højde, indtil det stadigvæk er muligt at gå ind under tribunen. En sænkning af terrænet vil give mere plads i højden, og det vil derfor være muligt at lukke fem af de ni manglende trin i hullet.

Desuden vil ombygningen indeholde et mere stabilt capotårn end det nuværende. Det vil fungere som en respos, der føres ud fra det nye ”femte trin”, hvilket vil både give et bedre udsyn til tribunen og koordination med fansene for capoerne.

Løsningen vil derfor betyde mere plads i midten af tribunen, få den aktive kerne tættere på banen og bringe capoer helt ned foran tribunen uden at svække gennemgangen under tribunen.

“En ombygning af hullet vil betyde, at vi som capoer har bedre udsyn til hele tribunen – fremfor kun dele af tribunen, som det er nu. Det giver bedre koordinering, og vi kan høre siderne bedre, ligesom de kan se os bedre. Jeg håber, at folk er friske på at støtte dette projekt, så det kan blive gennemført hurtigst muligt”

Nick, Capo på Sydsiden
“Brøndby Support har – helt tilbage fra fanklubbens start i 1993 – lagt grundstenene til den legendariske Sydsiden. For os er det vigtigt, at der er de bedst mulige forhold for opbakningen til Brøndby IF. Derfor ser vi det som en helt naturlig ting at støtte med et stort beløb til dette projekt, og med flere medlemmer bag os, kan vi øge den økonomiske støtte til både dette og fremtidige projekter.”
Sarah Agerklint, Næstformand i Brøndby Support

HVORDAN SKER DET?

Ombygningen anslås at koste 450.000 kroner, og den kan allerede stå færdig i den kommende vinterpause.

Fanpuljen, som er drevet af repræsentanter fra fanscenen og klubben i fællesskab, indeholder 269.856 kroner pr. 12. december 2017. Disse penge er doneret af klubben fra sæsonkortsalg, salg af flag ved Sydsidens 25 års fødselsdag og t-shirten fra Gult Stadion. Derudover har Brøndby Support i første omgang doneret 50.000 kr. til projektet, og ydermere donerer fanklubben 350 kroner for hvert nyt medlem, der kommer til i perioden 1. december til 31. januar.

Den resterende finansiering af dette projekt vil komme igennem fans.

I bunden af denne side kan du læse om mulighederne for at støtte projektet. Disse initiativer er vitale for, at projektet kan blive gennemført.

0 kr.
doneret fra fanpulje
0 kr.
fra Brøndby Support
0 kr.
fra øvrige donationer
0 kr.
DONERET I ALT
STATUS: 93 %

STØT PROJEKTET

Du kan støtte projektet på følgende fire måder